Hvad er du gladest for ved dit arbejde?
Jeg synes, det er fedt at være projektleder. Jeg kan gode lide rollen som mentor og vejleder. For eksempel er jeg netop nu ved at oplære en praktikant. Jeg er også enormt glad for den tiltro, man får her i firmaet. Ingen kigger én over skulderen, og så har man friheden på møder til at tage ordet, hvis man vil have det. Det sætter jeg stor pris på, for det betyder, at jeg kan komme aktivt ind i projekterne og i dialogen med arkitekter og mine kolleger i de andre ingeniørfag.
Hvordan kan det være, du har valgt at blive projektleder?
Jeg har altid tænkt, at det var den vej, det skulle gå for mig. Det passer godt til min personlighed. Samtidig anså jeg det at blive konstruktionsingeniør som en vej ind i det at blive projektleder, fordi det er godt at have konkret erfaring som fagingeniør, før man bliver projektleder.
Hvor varierede er dine opgaver?
De er meget varierede. Det er alt fra kvalitetssikring på et fundamentsprojekt til at skrive aftalesedler og kommentere på en tidsplan eller kigge på stålbjælker og detaljetegninger.
Hvordan oplever du sparringen fra dine kolleger?
Den er god! Vi har et miljø, hvor det er rimelig uformelt. Og hvis man sidder med et problem, så oplever jeg ikke, at det nogensinde er til gene, at man spørger sine kolleger. Man skal bare have mod på at rejse sig fra sin kontorstol og spørge dem, som man ved har siddet med noget lignende før - så er der altid tid til en god snak om tingene.
I hvor høj grad kan du selv tilrettelægge din dag, og måden du løser dine opgaver på?
Det styrer jeg fuldstændig selv. På en skala fra 1-10, hvor 10 betyder, at jeg selv bestemmer, så er det en 10,5. Jeg har aldrig oplevet, at nogen kom og sagde ”i dag skal du lave det her”.
Selvfølgelig skal man prioritere, så man overholder deadlines, men det falder mig jo også naturligt at gøre, og det tænker jeg at alle helt naturligt selv har fokus på.
Hvor synes du, at Viggo Madsen er særligt stærke som virksomhed eller som arbejdsplads?
Vi er helt klart et særligt sted i forhold til, at ja, man har mange kolleger, men hvis man har lyst, vil man også kunne få mange venner og nære bekendte. Det tror jeg vi er ret stærke på i forhold til mange andre arbejdspladser. Vi spiller for eksempel golf sammen eller ses til padel i fritiden. Det gælder meget bredt, at mange af os mødes privat. Der er en venskabelig stemning på kontoret og ved vores forskellige sociale arrangementer. Og hvis du har lyst til noget rent fagligt, så får du lov til det. Du får muligheden for at prøve kræfter med ting, og der er 100% tillid til dig.